juster-kontorstol

Uden de nødvendige justeringer risikerer man belastning af kroppen, når man sidder i mange timer dagligt.

Sådan indstiller du din arbejdsstol

  • Sæt dig på stolen, fremme på sædet, så du har ryggen fri af ryglænet.
  • Hæv stolen så højt du kan. Tænk op i niveau med en høj taburet eller barstol. Du skal kunne nå gulvet med hælene.
  • Når din stol er i taburet-højde, kan du skråtstille dit sæde og rykke lidt længere tilbage på sædet. Stadig fri af ryglænet. (Hvis din stol ikke kan hæves til taburet-højde, bevares sædet i vandret position.
  • Der skal være plads til, at dine arme kan hænge slapt ned langs dine sider, uden at albuen rammer armlænet. Eventuelt kan armlæn på stolen fjernes.
  • Ryglænet skal indstilles, så du får støtte i lændesvajet.
  • Når du har indstillet stolen tilpasses bordhøjden.
  • Bordet indstilles i højden, så det passer med dine underarme, når du bøjer albuerne, både når du sidder og når du står op.
  • Skærmhøjden indstilles så øverste kant er i øjenhøjde, hvis du ikke bruger briller eller har skærmbrille. (se mit notat om skærmindstilling)
  • Tastaturet rykkes ud til bordkanten, så overarmene hænger ned langs siderne af kroppen, når du bøjer albueleddene for at arbejde.

Varier din siddestilling

Selv om stolen er godt stolen justeret, vil der opstå belastninger i kroppen, hvis man sidder for længe i samme stilling. (se mit notat om Belastninger ved at sidde)

  • Veksl mellem at sidde højt fremme på stolen og lidt lavere tilbage mod ryglænet afhængig af den opgave du er i gang med. Grib muligheden for at bevæge dig lidt ekstra indimellem og når du alligevel går rundt, mellem møder og efter kaffe m.m.

Sid højt

  • Som udgangspunkt skal du sidde fremme på sædet og fri af ryglænet med stolen i den høje indstilling
  • Når du taler i telefon, med en kollega, læser, har online møder kan du sænke stolehøjden, rykke tilbage i sædet og bruge ryglænet.

Gode råd om arbejdsstole

  • Lær din stol at kende, især funktionen hvor du hæver og sænker sædet, så du hurtigt og let kan variere din siddehøjde flere gange i løbet af dagen.
  • Når du sidder tilbage på sædet, skal der være plads til mellem 3 fingre og en knytnæve mellem sædekanten og dine knæhaser.
  • Hvis din stol ikke kan justeres så højt, kan du evt. supplere højden ved at lægge en skråpude på det vandrette sæde.
  • Fjern eventuelle armlæn på stolen, hvis de gør det svært at få stolen ind til bordet eller rammer dine albuer.
  • Vælg en ru overflade på stolen, så du ikke glider – læg evt. et stykke uld eller bomuld over sædet.
  • Ved anskaffelse af ny stol så gå efter en stol med en luftpatron, der kan indstilles så højt som muligt. Flere stole kan fås med en indstilling, der går fra 56 – 81 cm, hvilket vil være passende til de fleste.
  • Høje personer skal gerne have en stol, der kan hæves endnu mere. De kan supplere kontorstolen med højpatron med en balance- / ståstøttestol, der ikke har ryglæn men kan indstilles lidt højere og kan hæves til omkring 89 cm, den højeste på markedet pt. ca til 97cm. (Balancestol / ståstøttestol MOGO, foldebar).
  • Få hjul der passer med overfladen på gulvet, så du let kan flytte stolen, mens du sidder på den.

Opsamling:

Det er ikke muligt at indstille kontorstolen, så du kan sidde stille og på samme måde en hel arbejdsdag, uden at få gener. Du skal skifte stilling, mens du sidder. Men det er lettere at sidde uden at falde sammen og runde i ryggen, når du sidder højt. Når hovedet er på toppen af rygsøjlen mindskes risikoen for at få gener i ryg, nakke og skuldre.

Du skal sidde højt.

Du skal sidde fri af ryglænet.

Du skal have overarmene til at hænge ned langs dine sider.

Du skal se ind i skærmen – ikke ned på skærmen.

Den næste stilling er den bedste.

Referencer:

Bech, Anne (2013) ”Sid højt – og fjern dine ryg- og nakkesmerter”

Arbejdstilsynets hjemmeside: https://at.dk/arbejdsmiljoeproblemer/kontor-og-hjemmearbejde/indretning/

Kategorier

Seneste indlæg